Den britiske statsborger Guenther Klar, som er dømt i sagen om svindel med udbytteskat i Danmark, skal udleveres til Luxembourg.

Det skriver DR på baggrund af retsdokumenter fra Københavns Byret.

Af en kendelse fra retten 22. september fremgår det, at han skal udleveres til landet, når han har afsonet sin straf i Danmark.

Guenther Klar blev i slutningen af januar i år idømt en tillægsstraf på tre år og seks måneders fængsel af Østre Landsret.

Her blev han kendt skyldig i at have svindlet for 320 millioner kroner med udbytteskat i perioden 2012 til 2015.

Gennem selskabet Salgado Capital konstruerede Guenther Klar dokumenter, som fik danske skattemyndigheder til at tro, at forskellige investorer ejede danske aktier for milliarder af kroner, og at de havde betalt udbytteskat.

Straffen er et tillæg til en dom på fire års fængsel, som han har fået i Belgien for svindel med cirka 170 millioner kroner.

I øjeblikket afsoner han sin straf i Nyborg Statsfængsel, skriver DR.

Guenther Klar har tidligere samarbejdet med den britiske erhvervsmand Sanjay Shah, som i december sidste år blev idømt 12 års fængsel for at have svindlet sig til godt ni milliarder kroner fra den danske statskasse.

I Luxembourg er han mistænkt for skattesvig, skatteunddragelse, hæleri og hvidvask.

Afgørelsen fra Københavns Byret kommer ifølge DR, efter at Luxembourg udsendte en europæisk arrestordre på Guenther Klar i november sidste år.

Hans forsvarsadvokat Katrine Gottlieb har i den forbindelse kritiseret, at der gik over ti måneder, fra at Luxembourg udsendte arrestordren, til at den blev behandlet i retten.

Hun mener, at der er tale om en krænkelse af de europæiske menneskerettigheder, som giver alle ret til en fair rettergang.

Der er ifølge Rigsadvokaten ikke tale om en uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid, lyder det i et svar til DR.

Rigsadvokaten begrunder det med, at der er tale om en videreudlevering, hvor Belgien også skal give samtykke til udleveringen fra Danmark.

/ritzau/