Ud af 30 millioner var hun det bedste match. Nu gør kræftsyg borgmesters behandling fremskridt

I 17 år har den 54-årige konservative borgmester stået i spidsen for Høje-Taastrup. I oktober gik han på orlov efter at have fået konstateret akut leukæmi. Men en donor fra Chile giver nyt håb.

Michael Ziegler blev ekstra nervøs, da han fik konstateret akut leukæmi. Hans storebror, som han aldrig nåede at møde, døde af den samme form for kræft, da han var bare fem år gammel. Mathias Svold (arkivfoto)

En 27-årig kvinde fra Chile kan vise sig at blive Michael Zieglers redning.

Den 2. marts blev Høje Taastrup-borgmesteren, der har fået konstateret akut leukæmi, transplanteret med kvindens stamceller.

Og allerede en måned senere viser det sig, at behandlingen gør fremskridt.

48 procent af borgmesterens blodceller er nu dannet af donorens stamceller, fortæller Michael Ziegler i et opslag på Facebook.

»Det beviser, at donors stamceller har »slået rod«. Hun er med andre ord »flyttet ind«,« skriver han.

Selvom borgmesteren ser ud til at tage godt imod donorens stamceller, skal han nu være opmærksom på eventuelle bivirkninger.

»Der er risiko for, at immunforsvaret dannet af donorcellerne kan gå til angreb på mig. Det er især huden, slimhinderne og leveren, der kan blive angrebet,« skriver Ziegler.

Det findes der dog behandlingsmuligheder for, hvis det skulle ske, forsikrer Michael Ziegler, der »glæder sig som et barn« til at vende tilbage til borgmesterjobbet.

»Men jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu. Jeg er stadig sårbar over for infektioner, og energiniveauet er lavt. Men det er helt som forventet på nuværende tidspunkt,« skriver han videre i sit opslag.

To ud af 30 millioner

Michael Ziegler hører til blandt landets længst siddende borgmestre – i 17 år har han besiddet den fremmeste post i Høje-Taastrup Kommune – ligesom han er næstformand i Det Konservative Folkeparti.

Borgmesteren har en sjælden vævstype, og derfor har det været sværere end vanligt at finde en egnet donor til ham.

Ud af de mere end 30 millioner donorer i det internationale stamcelleregister var der kun kun to, der matchede den 54-årige borgmester fra Høje-Taastrup. En 27-årig chilensk kvinde, som han aldrig har mødt, viste sig at være bedst egnet.

Om to år kan de ifølge reglerne få oplyst hinandens identitet, hvis de begge ønsker det, fortalte Michael Ziegler til Berlingske i februar.

»Og så vil jeg gerne flyve til Chile og møde hende,« sagde han:

»Det ville altså være vildt. Så kommer jeg nok til at stå og flæbe igen.«

En indtrængende opfordring

Stamcelletransplantation benyttes ofte i forbindelse med forskellige typer kræft. Men det kan også være andre sygdomme i knoglemarven eller cellestofskiftet.

Hvert år dør mange patienter, fordi der ikke findes en egnet stamcelledonor til dem.

I begyndelsen af februar delte Michael Ziegler en indtrængende opfordring til at registrere sig som stamcelledonor. Og appellen gjorde tilsyneladende indtryk.

Hvor 670 danskere på en normal måned tilmelder sig som stamcelledonor, var tallet i februar 13.000 – og altså flere end de cirka 8.000, der normalt tilmelder sig på et helt år.

Samtidig var der på sundhed.dk's side om stamcelledonation en stigning i antallet af besøg på 1.740 procent.