En gruppe omrejsende kriminelle har tilstået en lang række tyverier af elværktøj, vvs-artikler og andre ting fra butikker i Jylland, på Sjælland samt Lolland og Falster.
De fire - en kvinde og tre mænd - er i Retten i Nykøbing Falster onsdag straffet med fængsel fra et år og ti måneder til et år.
Samtidig er alle fire, der er rumænske statsborgere, blevet udvist af Danmark. Det oplyser anklager Jens Ole Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Butikker som for eksempel Jem & Fix, Silvan og Harald Nyborg fik besøg af tyvene.
Gruppen nåede vidt omkring, men valgte åbenbart at springe Fyn over.
Gerningsstederne i sagen er blandt andet Haderslev, Silkeborg, Viborg, Randers, Hobro, Esbjerg, Holbæk, Nykøbing Sjælland, Asnæs, Kokkedal, Slagelse, Ringsted, Næstved og Maribo.
Opklaringen af sagen skyldes en målrettet efterforskning af en specialafdeling hos politiet, Udlændingekontrolafdelingen, som kaldes UKA. Sagen blev kaldt "Operation Bosch".
De fire blev pågrebet i september og har været varetægtsfængslet siden, oplyser anklageren.
De boede på steder lejet gennem Airbnb, mens tyvekosterne var oplagret et andet sted.
Den længste straf er givet til en 25-årig mand. Han tilstod 25 forhold, hvor der blev stjålet eller forsøgt stjålet varer for godt 420.000 kroner.
Den korteste straf gælder en kvinde på 34 år. Hun erkendte sig skyldig i 20 tilfælde, hvor værdien var 103.000 kroner, oplyser anklageren.
Alle fire har fået en forholdsvis mild straf for kriminaliteten, som er rubriceret som tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Det skyldes, at de har udnyttet muligheden for at få rabat, hvis man tilstår og dermed sparer retsvæsenet for langvarige processer.
Blandt tyvekosterne var i øvrigt også Lego-klodser, kaffe og spiritus.
I retten har de ifølge anklageren forklaret forskelligt om, hvad deres plan var.
Dommeren har både hørt, at varerne skulle til Rumænien og sælges dér- og at tyvekosterne skulle afsættes på Nørrebro i København.
/ritzau/
