Godmorgen, kære læser.
Vi sætter punktum ved en stor nyhedsdag i går. Den længe ventede advokatundersøgelse af upassende adfærd i FH blev nemlig præsenteret, og så blev tidligere præsident Donald Trump officielt tiltalt i Washington, DC.
I dagens overblik skal vi dog runde nogle helt andre nyheder.
Vi skal kaste et blik på unge med psykiatriske diagnoser, et større interview med rigsadvokat Jan Reckendorff, en tysk spiontjeneste under kritik og Zambias landstræner, der beskyldes for ikke at kunne holde nallerne for sig selv.
Men vi starter med en usund kultur på Christiansborg.
Tidligere minister om »syg kultur«: Måtte snige sig til psykolog for ikke at virke svag
Tidligere skatteminister og Venstre-politiker Karsten Lauritzen måtte snige sig til psykolog, da han havde sin daglige gang på Christiansborg. Han vil nemlig ikke virke svag eller miste indflydelse.
Han mener, at en højere hastighed, nulfejlskultur og individualisering har givet Christiansborg stress. Og det kommer i sidste ende til at ramme borgerne.
»Folkestyret har fået stress. Det sætter sig i dårlig lovgivning. Stressede politikere kan man som borgere være ligeglad med. Men det giver stresset lovgivning, og det går ud over hele Danmark,« siger han i Østergaards salon.
Han fik dog et råd fra Birthe Rønn Hornbech (V) under sin tid som minister, som han i dag ville ønske, han havde fulgt.
Det kan du læse mere om her. Du kan også lytte til hele afsnittet herunder.
Aldrig har så mange børn og unge fået diagnoser og psykiatrisk medicin
Flere og flere unge får i dag en psykiatrisk diagnose. Helt konkret har 73.220 danske børn og unge under 18 år i dag en diagnose, viser tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets benchmarkingenhed.
Det svarer til en stigning på 39 procent de seneste 10 år. Ifølge professor Pia Jeppesen, som har arbejdet med børne- og ungdomspsykiatrien i over 20 år, er det ikke nødvendigvis, fordi flere børn og unge bliver mere syge i dag.
I stedet bliver flere og flere henvist til psykiatrien, fordi adgangen er blevet bedre. Hun lufter dog en bekymring.
»Det er nået til et punkt nu, hvor der er grund til at stoppe op og se, om vi løser udfordringerne rigtigt,« siger hun blandt andet.
Læs hele historien i Berlingske.

Rigsadvokaten afviser i stort interview hårde ord: »Det synes jeg ikke er ordentligt«
Det er hårde ord, der den seneste uges tid har været rettet mod politiet og anklagemyndigheden:
En »pølsefabrik«, hvor anklagere pålægger sig selv censur. En arbejdsplads, hvor ordentlighed og grundighed er blevet erstattet af produktionskrav.
Nu giver rigsadvokat Jan Reckendorff et større interview om sundhedstilstanden i den samfundsbærende institution.
Han siger blandt andet, at det er rigtigt, at måltallene fylder meget i anklagernes arbejde, understreger han indledningsvis. Samtidig er det også helt naturligt, påpeger rigsadvokaten.
»I den aftale er der fastsat måltal, der er meget konkrete for anklagerne. Det er et stort flertal i Folketinget, der står bag den aftale, og vi skal gøre mest muligt for at leve op til den. På den måde fylder måltallene meget,« siger Jan Reckendorff.
Han mener desuden ikke, at der er »grundlag for at påstå, at anklagemyndigheden ikke er båret af ordentlighed« eller for at kalde den en »pølsefabrik«.
Du kan læse hele interviewet her.

Zambias landstræner bliver beskyldt for at gnide sine hænder på spillers bryst
Zambias landstræner, Bruce Mwape, er i disse dage under beskyldning for at gnide sine hænder over en af sine spilleres bryst under kvindernes igangværende verdensmesterskab i fodbold.
Episoden, som han beskyldes for, skulle ifølge The Guardian være sket blot to dage før Zambias historiske sejr over Costa Rica.
FIFA har bekræftet, at de har modtaget en officiel klage over hændelsen, men de skriver til mediet, at de ikke kan »give yderligere detaljer vedrørende en igangværende undersøgelse af åbenlyse fortrolighedshensyn«.
Det er dog ikke første gang, at Bruce Mwape er under kritik for seksuelle forseelser. Før turneringen afslørede The Guardian, at træneren også var genstand for en undersøgelse af anklager om seksuelle forseelser.
Du kan læse hele historien her.

Tysk spiontjeneste får kritik for ikke at følge med udviklingen i Rusland
Det kom som en stor overraskelse for den tyske spiontjeneste BND, da Wagner-gruppen i juni gjorde mytteri. Det bliver nu kritiseret af politikerne i Tyskland, skriver Jyllands-Posten.
»Det er absolut ønskeligt for vores sikkerhedsinteresser, at sådanne overraskelser fremover så vidt muligt undgås,« sagde den socialdemokratiske udenrigspolitiker Ralf Stegner til nyhedsprogrammet Tagesschau.
Men det er ikke første gang, at spiontjenesten er under kritik.
Før jul sidste år blev en mand anholdt, der var leder af en BNP-enhed, men som ifølge anklagerne også stod på en lønningsliste i Moskva – meget peger altså på, at Rusland havde en muldvarp i spiontjenesten.
Artiklen er endnu ikke kommet online, men den kan læses i Jyllands-Postens print- eller e-avis på side 12.

Det sker i dag:
De strejkende Hollywood-manuskriptforfattere og de store filmstudier er blevet enige om at mødes i dag. Det er første gang siden maj. Hollywood er ramt af en strejke blandt manuskriptforfatterne, fordi de er utilfredse med deres løn- og kontraktforhold.
I dag falder der dom i sagen mod den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj. Han risikerer yderligere 20 års fængsel i en sag, hvor han er anklaget for ekstremisme.
Tak, fordi du læste med. Må du have en god fredag!