Først talte værten Christian Høgh Andersen om at samle familier omkring det marokkanske herrelandshold, hvorefter han talte om et billede, hvor tre truede gyldne stumpnæseaber kryber sammen i kulden.
»I forlængelse af snakken om Marokko, der samler familierne i Qatar, så har vi også en dyrefamilie her, der er samlet, måske for at holde varmen,« sagde TV 2-værten Christian Høgh Andersen.
Men det kan opfattes som en racistisk kommentar, lyder det fra TV 2 og værten, der gerne vil undskylde for episoden.
»Utilsigtet bliver det en sammenligning mellem Marokkos fodboldholdlandshold og deres familier og så den abefamilie, som vært Søren Lippert holder på et billede i det efterfølgende indslag,« lyder det i en pressemeddelelse fra tv-stationen.
Det skete ifølge TV 2 i programmet NEWS & Co. 12. December, hvor panelet talte om VM i fodbold og det marokkanske landshold, der har deres familier med til kampene.
Indslaget er blevet delt af flere på det sociale medie Twitter, herunder den københavnske politiker Kashif Ahmad (RV).
»Hvad har Marokko, deres landshold og marokkanske familier til fælles med aber? Noget med at holde sammen …?! Det synes tv2newsdk at have et seriøst bud på, som der ovenikøbet bliver grinet lidt over i dette klip. Jeg er målløs,« skriver han.
Se indslaget her:
I pressemeddelelsen fra TV 2 lyder der en undskyldning fra chefredaktør Anne Mette Svane og værten Christian Høgh Andersen, der også har skrevet et opslag på Facebook, hvori han undskylder.
»Det, jeg sagde, kan opfattes som en racistisk kommentar og det var på ingen måde min hensigt med det. Det er forkert, selv om det overhovedet ikke var hensigten.
Det er jeg meget ked af, og det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning for,« skriver Christian Høgh Andersen i opslaget.


