Procesbevillingsnævnet har afvist, at TV 2 kan få en sag om udlevering af råbånd og internt materiale for Højesteret.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Mediet fik besked om nævnets afgørelse onsdag.

I oktober pålagde Østre Landsret TV 2 at udlevere råbånd fra dokumentaren "Den sorte svane" om advokat Lise Roulund.

Landsretten pålagde også mediet at udlevere sms'er og e-mails mellem redaktionen og muldvarpen Amira Smajic, hvis de drejede sig om Lise Roulund.

TV 2 forsøger at få sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, lyder det.

Endnu er råbånd og andet materiale ikke udleveret til politiet.

TV 2 vil forsøge at få tilladelse til ikke at følge landsrettens kendelse, indtil det er afklaret, om domstolen i Strasbourg vil behandle sagen. Det kaldes opsættende virkning.

Michael Nørgaard, som er chefredaktør for dokumentar på TV 2, har tidligere kaldt indgrebet "helt uden fortilfælde".

Han mener, at sagen har principiel karakter og har derfor også svært ved at forstå, at Procesbevillingsnævnet har afvist, at sagen kan komme for Højesteret.

- Det er nemlig principielt for pressefriheden, at journalister på redaktioner kan tale og skrive med kilder og tage noter uden frygt for, at politiet en dag kommer til at kigge med, siger Michael Nørgaard i pressemeddelelsen.

Advokat Lise Roulund har været tiltalt for blandt andet hvidvask.

Landsretten mente, at det interne og ikke-offentliggjorte materiale kan have betydning som bevis i relation til sagen.

Det er både politiets specialafdeling National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, og Lise Roulunds forsvarer, som har ønsket at få udleveret ikke-offentliggjort materiale af TV 2.

Flere sager om udlevering af TV 2's interne materiale fra "Den sorte svane" har været for retten.

Politiafdelingen National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, fik i vinter et nej af Retten i Glostrup til et mere generelt indblik i råbånd og andet materiale hos TV 2 og Wingman, som er det selskab, der har produceret "Den sorte svane".

Men senere har såvel Retten i Lyngby som Østre Landsret godkendt politiets ønske om oplysninger, som relaterer sig til advokat Nicolai Dyhr, der ligesom Lise Roulund blev filmet med skjult kamera.

Michael Nørgaard er bekymret for, om kendelser, som den i landsretten i oktober, vil få færre kilder til at henvende sig til danske medier med informationer af samfundsrelevant karakter.

/ritzau/