Tusindvis af danskere er »fritaget« for coronapas – nu vækker ordningen bekymring

Man skal blot henvende sig til borgerservice og underskrive en tro og love-erklæring for at blive fritaget for coronapas.

De 5.900 fripas er blevet givet ud til borgere siden november, viser DRs rundspørge. Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix (arkivfoto fra London)

5.900 danskere har siden november fået et bevis for, at de er fritaget for coronapas. Et såkaldt fripas.

Men nu er Dansk Industri og Kommunernes Landsforening bekymrede over ordningen, fordi de mener, at fripasset er for let at få, og at ordningen kan misbruges.

Det skriver DR, som er dykket ned i ordningen.

Fripasset er et fysisk dokument, som man kan få ved at henvende sig på borgerservice. Der kræves ikke en lægeerklæring til for at få det, og med fripasset i hånden kan bevæge sig alle steder hen i samfundet, som kræver et coronapas, selvom man ikke har det.

Man kan således tage på restaurant og i fitnesscenter uden et gyldigt coronapas. Desuden kan man slippe for at lade sig teste for at komme på arbejde, selvom ens arbejdsgiver forlanger test.

For at få fripasset skal man skrive under på en tro og love-erklæring om, at man af medicinske, fysiske eller psykiske årsager ikke kan lade sig coronateste.

»Det er klart, at på én eller anden måde er det et hul i lovgivningen,« siger Kristian Vendelbo, administrerende direktør for Kommunernes Landsforening, til DR.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en liste over de årsager, der er gyldige grunde til at blive fritaget for test. De inkluderer blandt andet læbekræft, medfødt misdannelse af næsen, skizofreni og ocd.

DR har talt med en kvinde, der indrømmer, at hun ikke har nogen sundhedsfaglige grunde til at være fritaget. Men hun er fritaget for at undgå coronapasset, da hun anser det som »rablende sindssygt«.

Det er strafbart at underskrive en falsk tro og love-erklæring, og det vides ikke, hvor mange, der har fripasset af »ugyldige« årsager.

KL og Dansk Industri mener, at der bør være krav om en lægeerklæring for at blive undtaget.