Tusinder står på venteliste, mens hospitaler i hovedstaden nu må lukke hvert fjerde operationsleje

Ventelisterne er fortsat uendeligt lange, og der er lukket flere hundrede senge, fremgår det af redegørelse fra Region Hovedstaden. Regeringen bebuder en akutplan for at rette op på problemerne, men arbejdet kan vare flere år, frygter patienter.

Et stort antal patienter venter på at få en kunstig hofte for dermed at komme af med de voldsomme smerter, som gigten har givet dem. De kan meget vel komme til at vente længe endnu. Erik Refner/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Tusindvis af patienter venter på en operation for at komme af med en lidelse. Mangel på nøglemedarbejdere tvinger samtidig hospitalerne til at lukke stadig flere af de operationslejer, hvor patienterne skal have den eftertragtede behandling.

Det er de barske realiteter i et presset sundhedsvæsen i hovedstaden, hvor helt op til hver fjerde operationsleje til planlagt kirurgi nu er lukket, fordi der ikke er medarbejdere til at bemande dem.