Tusinder rammes af diagnosefejl: Læge efter læge fortalte Claus, at han ikke fejlede noget, men det viste sig at være helt forkert

Tusindvis af patienter kommer til skade eller dør, fordi lægerne overser eller er for længe om at finde ud af, hvad de fejler. Ifølge en ny rapport er der de seneste ti år udbetalt over to milliarder kroner i erstatning for skader efter diagnosefejl. Det er dybt alvorligt, og det må der handles på, lyder det fra patienter, læger og politikere.

»Min fornemmelse er, at der ikke blev spurgt godt nok ind til mig og min situation. Hvad er det, du mærker, hvad er det, du føler, hvor gør det ondt?« siger Claus Hylstofte Blomsterberg. Flere læger afviste, at han fejlede noget, da han henvendte sig med en irritation i halsen, som viste sig at være kræft. Søren Bidstrup

Det var egentligt ikke, fordi det gjorde så ondt.

Men han kunne mærke, at der var noget i hans hals, der ikke var, som det skulle være. En slags irritation, som hvis man havde fået noget galt i halsen og hele tiden måtte forsøge at hoste det væk.