Københavns Politi arbejder lørdag formiddag på at finde ud af, hvordan en kvinde endte i vandet ved Nyhavn, og hvem hun er.
Det var en turist, der opdagede den livløse kvinde i vandet og slog alarm klokken 05.29.
Politi, redning og brandvæsen blev sendt til Toldbodgade, hvor kvinden var blevet fundet. Men trods forsøg på genoplivning blev kvinden klokken 06.21 erklæret død.
»Der er ikke tegn på, at hun har været udsat for noget kriminelt. Men vi ved ikke, hvordan hun er endt i vandet, så vi behandler sagen som et mistænkeligt dødsfald,« fortæller politiets centrale efterforskningsleder Jens Skovbjerg.
Når politiet behandler et dødsfald som mistænkeligt, behandler man findestedet på samme måde, som hvis der er tale en forbrydelse, så vigtige spor ikke går tabt.
Ved 09.30-tiden er det endnu ikke lykkedes at identificere kvinden. Politiet vurderer, at hun er omkring 65 år, og hun var iført arbejdstøj og hvide neopren-handsker.
/ritzau/