Ét emne kan sparke hårdere i præsidentkampen end Joe Bidens alder: Nemlig de voldsomme migrationsudfordringer, som USA står midt i.
Det gælder beskyldninger om Joe Bidens manglende håndtering, men i høj grad også Donald Trumps kontroversielle retorik, når det kommer til de illegale migranter.
Netop spark og slag til debatten var der også i Donald Trumps seneste udmelding, hvor han foreslår, at der skal oprettes en særlig liga i den ekstreme kampsport MMA for illegale migranter.
Det skriver CNN.
MMA – eller mixed martial arts – er en kampsport, der blander stort set alle former for kampsport. Kampene foregår som oftest i et bur.
Lørdag foreslog Donald Trump at oprette en særskilt liga for migranter.
Forslaget præsenterede han for Dana White, der er præsident for verdens førende liga inden for netop MMA.
Udtalelsen kom jokende i en tale, hvor han forklarede, hvor hårde migranterne er, i en generelt nedladende tone.
»Jeg sagde: ‘Dana, jeg har en idé: Hvorfor opretter du ikke en migrantliga af kæmpere og har din almindelige liga af kæmpere? Og så har du din ligas mester – det er de største kæmpere i verden – kæmpe mod migranternes mester. Jeg tror, migranternes fyr kan vinde, så hårde er de,« lød det fra præsidentkandidaten Donald Trump.
Hvortil han tilføjede:
»Han kunne ikke lide den idé, men faktisk er det ikke den værste idé, jeg nogensinde har haft.«
Seneste skud i voldsom retorik
Der gik ikke længe, før Biden-kampagnen fordømte den tidligere præsidents kommentarer.
»Han er en trussel mod vores frihedsrettigheder og er for farlig til at blive lukket ind i nærheden af Det Hvide Hus igen,« lød det fra talsperson Sarafina Chitka.
Det er langtfra første gang, at Donald Trump kommer med kontroversielle udtalelser om migranter.
Ved et kampagnemøde i Ohio i marts sagde han, at nogle illegale migranter »ikke var mennesker«, og uger senere sagde han, at illegale migranter, der begår voldelige forbrydelser, er »dyr«, skriver CNN.
Det hårdeste angreb på Trump fra Biden-kampagnen kom efter, at han i et interview sidste år hævdede, at illegale migranter »forgiftede blodet i vores land«, hvilket Biden sammenlignede med Adolf Hitlers udtalelser om »forurening af blodet« i »Mein Kampf«.

