Trine Bramsen mistede militærets opbakning en forårsdag i 2020

Den aktuelle konflikt mellem forsvarsminister Trine Bramsen og hendes topofficerer blev antændt allerede i foråret 2020. Berlingske har fået indblik i to møder mellem Forsvarets øverste officerer om forholdet til ministeren.

Særligt én udtalelse i maj 2020 har skabt en dyb kløft mellem forsvarsminister Trine Bramsen og den militære ledelse - som kun er blevet dybere over de seneste uger. Mads Claus Rasmussen

To møder blev holdt 19. juni 2020 blandt de øverste officerer i Forsvaret. Om en episode, som officererne opfattede som en mistillidserklæring. Møderne foregik uden referat. Det første på Flyvestation Karup i Midtjylland, det andet på Kastellet i København.

Omdrejningspunktet for de to møder var forholdet mellem Forsvarets ledelse og forsvarsminister Trine Bramsen (S). Flere af de fremmødte officerer var rasende, og allerede her opstod den mangel på tillid mellem den militære top og forsvarsministeren, der nu for alvor er brudt ud i lys lue.