Tre turister er forsvundet i nærheden af vandfaldet Bøsdalafossur på Færøerne.
Det oplyser politidirektør på Færøerne Michael Boolsen, ligesom Færøernes Politi også skriver om forsvindingerne på Facebook.
Der er tale om to sydkoreanske kvinder og en mexicansk mand, der sidst er set henholdsvis 2. og 3. september.
Politiet har indstillet eftersøgningen af de tre personer, men modtager stadig gerne oplysninger, der kan hjælpe med at finde dem.
Det er telefonoplysninger fra turisterne, der placerer deres seneste kendte lokation i nærheden af vandfaldet.
Bøsdalafossur er et kraftigt vandfald, der løber direkte ned i Atlanterhavet. Vandfaldet er 30 meter højt ifølge Visit Faroe Islands.
Politiet ved ikke, hvor tæt de tre personer har været på vandfaldet.
- Men det er altid risikabelt at færdes på kanten af havet, siger Michael Boolsen.
Han fortæller, at politiet efterforsker bredt og ikke udelukker, at der ligger en forbrydelse bag de tre turisters forsvinden.
Ifølge politidirektøren er vandfaldet et yndet turistmål.
- Mange turister vandrer deroppe.
På Facebook har politiet udsendt et signalement af de tre turister.
De sydkoreanske kvinder beskrives som asiatiske af udseende, kraftige af bygning og 160-170 centimeter høje og med mellemlangt hår.
De var iført nogenlunde ens tøj - en hvid skjortebluse, sorte leggings, hvide tennissokker og sorte vandresko.
Den mexicanske mand beskrives som 180-190 centimeter høj, normal af bygning og med lys hud, kort gråt hår og skæg.
Han var iført en vatteret jakke, mørkegrå bukser og grå og hvide sko. Han bar desuden en sort kasket og en sort rygsæk.
/ritzau/