Besiddelse og handel med kokain og andre hårde stoffer skal straffes hårdere.
Det mener de tre rådmænd Jes Lunde (R), Claus Houden (V) og Christian Budde (V) fra henholdsvis Aalborg, Odense og Aarhus Kommune.
Forslaget kommer efter, at spildevandsprøver blandt andet har påvist et stort hverdagsforbrug af kokain i de største byer i Danmark.
De tre kommunalpolitikere præsenterer i en pressemeddelelse to konkrete forslag til hårdere straffe.
Det drejer sig om en strafzone ved ungdomsklubber, skoler og lignende, hvor besiddelse og handel med stoffer skal udløse en skærpet straf.
Strafzonen skal sende et "alvorligt signal" til de unge om brugen af kokain, siger Jes Lunde, der er rådmand for sundhed og kultur i Aalborg Kommune.
- Håbet er jo, at det får flere til at tænke sig godt om, før de bevæger sig ud i det her.
De tre rådmænd foreslår desuden en betinget frakendelse af kørekortet ved "gentagen påvirkning eller besiddelse" - også selv om man ikke kører.
Det vil i så fald betyde, at man vil straffe mennesker for at være påvirket af narkotika, hvor man i dag som udgangspunkt straffer for handel og besiddelse.
Jes Lunde erkender, at man skal være "varsom" med at straffe folk, der er påvirket.
- Det er jo kun der, hvor man mener, at det har et omfang, som gør, at der er en risiko for, at det ender med bilkørsel i den pågældende tilstand, siger han og understreger:
- Det er en svær sag, og det derfor synes jeg, der skal klogere mennesker end mig ind over at tænke over, hvordan man udformer forslaget helt konkret.
De tre rådmænd foreslår desuden, at man udvider indsatsen "Ungdom uden opioider" til også at omfatte kokain og andre illegale stoffer.
Indsatsen, som blev præsenteret af regeringen sidste efterår, omfatter blandt andet en overordnet skærpelse af straffen for ulovlig salg og besiddelse af opioider.
/ritzau/
