Tre personer – to mænd på henholdsvis 20 og 27 år og en kvinde på 20 år – er torsdag blevet dømt for brandstiftelse i Holsted ved Vejen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Én af dem – den 27-årige mand – er desuden blevet udvist fra Danmark og må ikke komme tilbage i 12 år. Han er ukrainsk statsborger og er derfor blevet udvist til Ukraine.

Den 20-årige kvinde blev idømt to år og seks måneders fængsel, mens de to mænd hver blev idømt et år og seks måneders fængsel

De tre personer er dømt for at kaste en molotovcocktail gennem et vindue og bringe ejendommens beboere i fare.

Ingen personer kom til skade ved branden.

De tre personer har nægtet sig skyldige under sagen.

/ritzau/