Tre mænd, der er sigtet for at overtræde lattergasloven i en sag om det hidtil største lattergasfund i Danmark, skal stadig være frihedsberøvet.

De har fået deres varetægtsfængsling forlænget frem til den 21. oktober.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Sagen nåede til offentlighedens kendskab den 2. september, hvor det blev meldt ud, at tre mænd på 25, 41 og 48 år var anholdt på Sjælland for besiddelse af mere end 14 ton lattergas.

I alt er der blevet fundet omkring 6300 fyldte lattergasflasker af mærket Fastgas. Det svarer til cirka 4,2 ton lattergas. Derudover blev der fundet 25 tomme paller med emballage fra lattergas.

- Det er et rigtig stort beslag, vi har gjort i den her sag. Mig bekendt er det det største, der er blevet lavet i Danmark, sagde Espen Godiksen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, efterfølgende.

De sigtes for at have stået for at levere og opfylde lattergas i lagre ved Gadstrup syd for Roskilde og i København.

Det er Københavns Politis opfattelse, at de også systematisk solgte lattergassen.

Mændene, der ifølge politiets vurdering alle er tilknyttet bandemiljøet, er sigtet for overtrædelse af lattergasloven under skærpende omstændigheder. Den maksimale straf, man kan blive idømt for det, er to års fængsel.

Under anholdelsen af den 48-årige blev der desuden fundet omkring 200.000 kroner i kontanter.

De blev den 2. september fremstillet i grundlovsforhør, hvor en anklager krævede dem varetægtsfængslet.

De nægtede sig skyldige, men dommeren fandt, at der var en tilstrækkelig mistanke mod dem, samt at de på fri fod ville kunne påvirke efterforskningen af sagen, og derfor blev de varetægtsfængslet.

Mændene er derved de første, der er blevet varetægtsfængslet alene for overtrædelse af lattergasloven.

Man kan maksimalt være frihedsberøvet i fire uger, før en dommer på ny skal vurdere, om der stadig er grundlag for at have vedkommende varetægtsfængslet.

Onsdag stod deres fængsling til at udløbe, men resultatet blev en forlængelse af varetægtsfængslingen.

Lattergas kan ifølge Dansk Misbrugsbehandling være et alternativ til stoffer og alkohol, eftersom det er forholdsvist billigt og nemt at komme i besiddelse af.

Når lattergas inhaleres, giver det en kortvarig rus.

Siden 1. juli 2023 har det været forbudt at besidde eller sælge lattergas som rusmiddel. Hvis man kører bil i lattergaspåvirket tilstand, sidestilles det med narkokørsel.

RITZAU