To tyrkiske og en hollandsk mand er alle idømt tre års fængsel i en voldtægtssag, og alle er blevet udvist og udstyret med et livslangt indrejseforbud, oplyser Retten på Frederiksberg.

De tre mænd er 22, 24 og 26 år gamle og var tiltalt efter straffelovens voldtægtsparagraf for i sommer på hotellet Cabinn Scandinavia på Vodroffsvej på Frederiksberg at have overfaldet en kvinde seksuelt på et badeværelse.

En af mændene var derudover tiltalt for at have været i besiddelse af en kniv.

Ifølge sagens anklageskrift blev kvinden først af den ene mand, dernæst af den anden og til sidst af den tredje enten voldtaget eller forsøgt voldtaget på badeværelset.

Kvinden strittede imod, sagde stop og forsøgte at slippe væk, lyder det i sagens anklageskrift.

Retten på Frederiksberg oplyser, at de tre mænd efter torsdagens domsafsigelse nu overvejer, om de vil anke dommen til Østre Landsret. Det har de to uger til at beslutte.

Hos Retten på Frederiksberg oplyser en medarbejder, at de tre på grund af en mulig forestående ankesag fortsat er beskyttet af det navneforbud, som har været gældende under sagen.

Navneforbuddet betyder, at det er strafbart at bringe oplysninger, som vil røbe deres identitet.

Retten kan til Ritzau ikke oplyse, hvorvidt der i forbindelse med domsafsigelsen er afsagt en kendelse efter retsplejelovens paragraf 31, stk. 4 om udstrækning af navneforbud under ankesagen.

For at et navneforbud skal være gældende efter byretsdommen, skal der nemlig være afsagt en sådan kendelse. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at der er anket, eller at det er meddelt, at den dømte overvejer at anke.

Da det som udgangspunkt straffes hårdt at overtræde et navneforbud - bøden til journalister er 25.000 kroner og til ansvarshavende redaktører 50.000 kroner, fremgår det af lovteksten - har Ritzau valgt ikke at bringe navnene, førend Retten på Frederiksberg har svaret klart på, hvorvidt navneforbuddet er udstrakt eller ej.

/ritzau/