Tre personer blev torsdag aften fløjet til Rigshospitalet efter en trafikulykke i Aakirkeby, oplyser Bornholms Politi. Politiet har fredag morgen ingen oplysninger om deres tilstand.

Politiet oplyser i et uddrag af døgnrapporten, som er offentliggjort fredag, at ulykken skete først på aftenen torsdag. Anmeldelsen indgik klokken 18.21.

I krydset mellem Nexøvej og Ølene i Aakirkeby var en 26-årig kvinde fra København kørt frem for ubetinget vigepligt.

På Nexøvej ramte kvinden en modkørende bil.

Hos Bornholms Politi oplyser den vagthavende fredag morgen, at man senere fredag forventer nyt om de tilskadekomnes tilstand.

RITZAU