Tre personer er mandag kommet til skade i forbindelse med en færdselsulykke i Skagen.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.
- Der er tre tilskadekomne. Vi har sendt to med ambulancer ind mod Aalborg Sygehus med eskorte, lyder det fra politiets vagtchef.
Det lyder fra vagtchefen, at de er kommet alvorligt til skade, men han kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvor alvorligt.
Det oplyses heller ikke, om de tre personer er i livsfare.
Vagtchefen kan heller ikke endnu sige mere om, hvad der er årsagen til ulykken, eller hvilken type ulykke der er tale om.
Det forlyder dog, at der er to biler involveret.
Politiet modtog anmeldelse om ulykken klokken 16.27.
Der blev efter ulykken spærret for trafik i begge retninger på Frederikshavnsvej i Skagen.
Nordjyllands Politi skriver omkring klokken 18.30 i et opslag på X, at der er delvist åbent i begge retninger.
En bilinspektør vil dog fortsat arbejde på stedet i den kommende tid, lyder det.
/ritzau/
