Europol har med 27 lande - herunder Danmark - i efteråret lavet en samlet aktion for at stoppe deling af seksuelt overgrebsmateriale med børn. Her blev 57 mistænkte identificeret, og tre mænd i Danmark blev sigtet.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

Ifølge NSK har Danmark stået i spidsen for aktionen. De tre sigtede mænd i Danmark er henholdsvis 45, 46 og 72 år. Deres sager efterforskes nu af dansk politi.

De mistænkte har ifølge NSK brugt lovlige fildelingsprogrammer til at dele store mængder af seksuelt overgrebsmateriale med børn ved at stille materiale til rådighed, som ligger på deres computer.

På den måde kan andre tilgå og downloade materialet og derefter dele det med andre.

De lande, der deltog i aktionen, var hovedsageligt EU-lande. Derudover deltog Island, Norge, Schweiz og Ukraine. Flere lande har sidenhen pågrebet og sigtet de mistænkte, skriver NSK.

Flemming Kjærside fra sektionen for it-relaterede seksualforbrydelser i NSK vurderer, at man gennem aktionen har forhindret børn i at blive udsat for seksuelle overgreb.

- Flere af de 57 mistænkte har haft kontakt med børn, enten deres egne eller andres. Nogle af de mistænkte arbejder med børn til daglig - eksempelvis som skolelærer eller handicaphjælper, siger han.

Han oplyser desuden, at NSK løbende lægger videoer ud, hvor mænd, der har seksuelle tanker og fantasier om børn, opfordres til at søge hjælp.

- Vi har lagt videoer ud, som vi har givet nogle af de samme titler, som det materiale, vi ved, at disse mænd søger, når de søger efter overgrebsmateriale.

- I videoerne opfordrer vi dem til at søge hjælp hos Bryd Cirklen, som tilbyder anonym telefonrådgivning, siger Flemming Kjærside i NSK's pressemeddelelse.

/ritzau/