Trafikanter i Give skal være ekstra årvågne langs landevejen Tykhøjetvej, hvor flere har meldt til politiet, at de har set en kænguru.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en meddelelse på Politi Update.

Meldingen kommer, dagen efter at DR kunne skrive, at tre kænguruer var sluppet ud fra en privat indhegning i Givskud nord for Vejle. Den pågældende landevej i Give ligger cirka seks kilometer vest for Givskud.

Mediet talte med kænguruernes ejer, Lasse Stærdal Sørensen, der fortalte, at da han tirsdag var kommet ud for at se til dyrene, kunne han se, at lågen til indhegningen stod åben, og at kænguruerne var væk.

Han var ikke specielt optimistisk angående muligheden for at få dem indfanget igen.

- Jeg ved, at det er supersvært. Jeg har tidligere været med til at skulle ud og fange kænguruer, der var stukket af, og det er ikke altid lykkedes, sagde han til DR.

Sydøstjyllands Politi blev orienteret om kænguruernes springtur, men meldingen fra politiet var onsdag, at det ikke ville foretage sig noget, så længe dyrene ikke udgør en fare for trafikken.

RITZAU