Tour de France eller EM: Ofelia Plads er omdrejningspunkt i stridigheder

En arbejdsgruppe i Københavns Kommune vurderer, at det er muligt at finde en løsning på stridighederne mellem arrangørgiganterne næste år, skriver TV 2 Lorry.

Der forhandles i øjeblikket på livet løs for at få enderne til at mødes i forhold til afholdelsen af EM i fodbold og Tour de France i 2021 i København. De gigantiske organisationer bag sportsbegivenhederne bryder sig ikke om at dele rampelyset med en anden. Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er som bekendt knas i forhandlingerne og stridigheder mellem sportsarrangørerne ASO og UEFA, fordi Danmarks hovedstad i 2021 både skal byde på Tour de France og EM i fodbold.

Der er dog muligvis lys forude, idet en gruppe i Københavns Kommune forsøger at løsne et knudepunkt omkring Ofelia Plads nær Skuespilhuset i København, skriver TV 2 Lorry.

I et bilag, som TV 2 Lorry er kommet i besiddelse af, fremgår det blandt andet, at Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har nedsat en arbejdsgruppe for at afklare og belyse de økonomiske, aftalemæssige og praktiske forhold, som EM-slutrunden indebærer.

»Det gælder ikke mindst hensynet til Københavns værtskab af Tour de France og kommunens kontraktuelle forpligtelser knyttet hertil (...) Herunder vedrører særligt overlappet mellem Tour-ruten og den officielle UEFA Football Village på Ofelia Plads, eksponerings-rettigheder og sponsor-rettigheder,« står der i notatet ifølge TV 2 Lorry.

Netop kommercielle forhold såsom eksponeringsrettigheder og sponsorrettigheder er tvisten mellem de to arrangører. De to arrangementer kolliderer, idet EM i herrefodbold er blevet udskudt til næste år på grund af coronakrisen.

Der har været en skarp deadline for Københavns Kommune til at give en melding til UEFA. Dette skulle ske 30. april, men ifølge TV 2 Lorry har Københavns Borgerrepræsentation købt sig ekstra tid, og derfor skal en endelig politisk beslutning først ligge klar 14. maj. Det fremgår af et internt notat til københavnske politikere, som mediet er i besiddelse af.

ASO, der står bag Tour de France, har krævet, at der »varmes op« med arrangementer et par måneder i forvejen. I den forbindelse kræver ASO, at man skal male en del af byrummet gult som den gule førertrøje.

UEFA har samme krav. Her er farven bare lyseblå, og af åbenlyse årsager kan de samme lokaliteter ikke have to farver. Derudover har kommunens to kontrakter nogle overlap på eksponering i byrummet såsom fanzoner og kommercielle arrangementer.

Københavns Kommune og DBU skal svare UEFA senest 8. maj, om København er det, der kaldes »willing and able« – altså om byen kan afvikle EM-kampene næste sommer i Parken.