Bruxelles. Europarådets torturkomité finder det »skuffende«, at danske myndigheder forventer fortsat at benytte Politigårdens Fængsel, hvis forhold ifølge komitéen er uegnede til længere ophold.
I et svar fra Justitsministeriet til Europarådets komité til Forebyggelse af Tortur (CPT), offentliggjort i denne uge, fremgår det:
- Da det forventes, at der fortsat vil være en stigning i belægningen i 2020 og 2021, er det Kriminalforsorgens vurdering, at der også vil være brug for pladserne efter 2020.
Svaret fra Justitsministeriet ærgrer læge Hans Wolff, som var leder af komitéens delegation under et besøg i fængslet. Han er desuden formand for foreningen af schweiziske fængselslæger (CMPS).
- Det er ikke i overensstemmelse med, hvad der blev sagt under besøgt, og det er skuffende. Vi vil følge op på dette med de danske myndigheder, skriver Hans Wolff i et svar til Ritzau.
Torturkomitéen besøgte Politigårdens Fængsel i april 2019.
Delegationen fra CPT fandt stedet kritisabelt. Det er "uegnet til ophold på flere uger eller måneder", skrev Wolff og hans kolleger.
Fængslet ved Københavns Politigård har i årevis huset voldelige indsatte. Nogle indsatte sidder i flere måneder.
Ifølge rapporten fra CPT er de indsatte i deres celler 23 timer i døgnet. En af de indsatte - i april 2019 - havde siddet i fem måneder.
Rapporten peger på en række kritisable forhold. Det er blandt andet de fysiske rammer, lange ventetider på at komme på toilet og beslutninger om ikke at måtte modtage besøg og breve.
Men torturkomitéen går ikke i detaljer, understreges det i rapporten, da man netop fik oplyst i 2019, at stedet skulle lukke.
- Derfor vil komitéen afholde sig fra at kommentere i detaljer på forholdene i dette fængsel - bortset fra det følgende afsnit. Komitéen vil i stedet blot byde denne beslutning velkommen, da Politigårdens Fængsel er uegnet til længere ophold af flere uger og måneder, hedder det i rapporten fra 2019.
Rapporten nævner desuden et par historier fra indsatte om voldelig adfærd og verbal chikane. Disse kan ikke verificeres. Det fremgår af rapporten. Men de er ifølge Hans Wolf blevet undersøgt af et ekspertpanel.
I en kritik af forhold på Udlændingecenter Ellebæk, som behandles i den samme rapport, har Fængselsforbundet kritiseret CPT.
Formand Bo Yde Sørensen affejede i januar komitéens rapport som "utroværdig". Han var utilfreds med, at den medtog "udokumenterede beskyldninger".
/ritzau/
