Topofficer sukker over aflyst øvelse: Enestående chance for at øve rigtig krig

Var det klogt eller en fejl, at Danmarks vigtigste militære enhed ikke bliver sendt til Tyskland for at simulere kamp med moderne, amerikanske styrker? Chefen for Hæren mener, at det var den eneste rigtige beslutning. Men pensioneret kontreadmiral er uenig – vi forspilder historisk chance for at teste, om vi overhovedet kan slås mod en rigtig modstander.

Dansk Leopard 2A7-kampvogn på øvelse i Polen. Kampvognene er moderne og lever op til NATOs krav og er en central del af opbygningen af en kommende kampbrigade, der første forventes klar i 2032, men otte års forsinkelse. Flere kampvogne skal dog købes. Tue Skals/Forsvarskommandoen

Én af de centrale skikkelser i forsvaret i årtier, pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, manden, der var med til at skabe og skærpe forsvaret som udrykningsstyrke i 90erne, nu formand for foreningen Folk & Sikkerhed, er nærmest opgivende:

Hvordan kan det ske, at forsvaret, Hæren, efter års planlægning nu med meget, meget kort varsel har aflyst sin deltagelse i den store amerikanske militære øvelse Allied Spirit i 2025, når øvelsen nu var Hærens første chance – og eneste i mange år frem – for at teste, hvad den faktisk kan?