Toplæge i hovedstaden: Vi er gennem det værste

Antallet af coronaindlæggelser vil blive ved med at falde gennem januar. Sammen med restriktionerne og vaccinerne vil det betyde, at belastningen på hospitalerne fremover ikke kommer til at overgå, hvad vi allerede har været igennem – heller ikke når den engelske variant rammer landet. Det forudser den øverste lægechef i Region Hovedstaden.

Med de hårde restriktioner, vi har, er der simpelthen ikke så meget smitte i samfundet, siger den lægefaglige koncerndirektør i Region Hovedstaden, Dorthe Crüger. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix  Ida Marie Odgaard

Det kommer ikke til at ske igen.

Antallet af coronaindlæggelser har toppet på hospitalerne. De er godt på vej nedad igen, og med de restriktioner og vaccinationer, der nu er i gang, kommer vi ikke igen til at se indlæggelserne stige så brat og nå det høje niveau, som vi så i slutningen af december – også selv når den frygtede, meget smitsomme engelske variant af coronavirus rammer landet til februar.