Professor og overlæge Niels Høiby sætter i et debatindlæg i Jyllands-Posten spørgsmålstegn ved, hvorfor Statens Serum Institut ikke har anvendt instituttets vaccine til mink.

»De første meddelelser om, at mink var smittet i Danmark, kom i uge 24, og screening af minkfarme begyndte i uge 25, mens aflivning af de tre første nordjyske minkbesætninger blev besluttet af regeringen i uge 26. Hvorfor planlagde seruminstituttet og regeringen ikke allerede dengang at afprøve den nye vaccine på danske mink, som, hvis vaccinen virker, kunne have forebygget massedrabet på raske mink og udryddelse af et helt dansk erhverv?« spørger Niels Høiby.

I en pressemeddelelse fra i sommer oplyste Statens Serum Institut, at instituttets vaccinebud havde vist gode resultater i forsøg med mus.

»Indtil videre har SSIs vaccinekandidat klaret sig flot igennem forsøg med mus. Her har den fremkaldt antistoffer, der neutraliserer SARS-CoV-2 virus med samme eller større styrke end de fleste mennesker, der er immune efter en veloverstået covid-19 infektion,« lød det i en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut i juli.

Denne meddelelse undrer overlægen.

»Da seruminstituttet har lavet dyreforsøg med Covaxix, og da anvendelse af vaccinationer til dyr er udbredt – det ved enhver hundeejer – herunder til mink, er det da nærliggende at prøve, nu hvor vi står midt i katastrofen for minkfarmerne,« skriver Niels Høiby.

Målet er at udvikle vacciner til mennesker

Virolog og professor ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan mener, at det burde have været muligt at anvende vaccinen til mink.

»Selvfølgelig. Der findes da vacciner til dyr. Det gælder jo ikke kun for seruminstitutvaccinen. Det gælder i virkeligheden for alle vacciner, der er under udarbejdelse. Det kunne man godt have tænkt over. Lige nu kan det være man tænker, at man prioriterer mennesker,« siger professoren.

Efter dyreforsøgene i sommer kunne man altså have forsøgt at anvende den på mink for at se, om vaccinen havde en effekt?

»Ja, men man er måske endnu ikke på et stadie, hvor man har en skala, der er stor nok til at vaccinere mink, uden at det satte noget af udviklingsprojektet i forhold til mennesker lidt i stå eller forsinkede det. Det kan være, at det er et rent logistisk issue, men i teorien er det da korrekt,« svarer han.

Sandsynligheden for, at vaccinen vil virke, er altså rimelig stor, såfremt den har haft en effekt på andre dyr?

»Ja. Der er en vis sandsynlighed for, at hvis en af vaccinerne virker, inklusive seruminstituttets, så ville den kunne beskytte mink,« svarer Søren Riis Paludan.

Statens Serum Institut oplyser til Berlingske, at vaccinen heller ikke er godkendt til dyr, samt at »målet er at udvikle vacciner til mennesker, og det var det, der også var afgørende i sommers.«

Statens Serum institut udsendte onsdag en pressemeddelelse om, at instituttets mulige covid-19-vaccine er klar til at blive afprøvet på mennesker, og at Folketingets finansudvalg har bevilliget 18,8 millioner kroner til formålet.