Hvis der er noget, der kan få bilisters blod i kog, så er det, når andre trafikanter ikke holder til højre på motorvejen, når der er plads.

Det viser en ny undersøgelse fra Vejdirektoratet udarbejdet af Verian.

I undersøgelsen har man adspurgt danske bilister, hvad der skaber mest vejvrede blandt dem. Og her endte langsomtkørende bilister i overhalingsbanen eller midterbanen på førstepladsen.

Over halvdelen af danske bilister mener, at det skaber mest irritation for dem i trafikken.

Og Vejdirektoratet ser flere grunde til, at det er farligt ikke at holde til højre.

»Når man ikke holder til højre, kan det give anledning til frustration blandt andre trafikanter og kan medvirke til risikabel adfærd som overhalinger højre om, kraftige opbremsninger og kørsel tæt på forankørende,« siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

»Så selvom det kan opleves som det letteste at ligge i midterbanen, skal man altså rykke ind til højre, når muligheden byder sig.«

Derfor lancerer Vejdirektoratet i dag en kampagne, der skal sætte fokus på problemet.

Fordi det er ikke kun ens medtrafikanters humør, man påvirker, hvis man ikke holder til højre. Det har nemlig også stor negativ effekt på trafiksikkerheden, når bilisterne ikke benytter den højre vejbane. 

Derudover er det også ulovligt ikke at holde til højre – og det kan give en bøde på 1.000 kroner.

Derfor lyder kampagnen:

»Hold til højre – Ka’ du, så ska’ du.«

Vejdirektoratet kommer også i den forbindelse med tre gode råd til at holde til højre:

  • Hvis der er plads, skal du trække ind til højre ifølge færdselsloven.

  • Vis altid hensyn til andre trafikanter og blink, når du trækker ind til højre.

  • Sørg for at holde passende afstand til andre bilister, også når du overhaler.