Togtrafik var påvirket af politiaktion ved København Syd
Uligevægtig person har fredag eftermiddag fået politiet til at rykke ud til station i Valby.
Uligevægtig person har fredag eftermiddag fået politiet til at rykke ud til station i Valby.
Togtrafikken ved togstationen København Syd var fredag eftermiddag og tidlig aften påvirket i forbindelse med politiets håndtering af en person på stedet.
Det oplyste Københavns Politi fredag eftermiddag til Ritzau. Ved 18.30-tiden oplyser politiet, at der er åbnet op for togtrafikken igen.
- Politiet er fortsat til stede i området, men indsatsen er droslet ned, og situationen tilbageføres til normalen, skriver politiet på Politi Update.
Personen, der ifølge politiet skønnes til at være uligevægtig, opholdt sig på og ved skinnerne, fortæller vagtchef Rune Nørgaard til Ritzau.
Det er samme person, der flere gange tidligere på måneden har skabt lignende udfordringer på stationen. Senest i tirsdags - men også den 5. og 9. september, lyder det fra vagtchefen.
- Der er tale om den samme person som ved de seneste episoder, så der er en gennemgang, siger Rune Nørgaard.
Politiet vil ikke komme nærmere ind på, hvad der præcist er sket i hændelserne af hensyn til personen. Det vil heller ikke oplyse køn eller alder på den pågældende.
Personen er nu i politiets varetægt og på vej til psykiatrisk afdeling.
- Vi arbejder tæt sammen med psykiatrien med henblik på at hjælpe personen bedst muligt.
- Så det, der kommer til at ske nu, det er, at man bliver overleveret til psykiatrien. Men hvad det præcist betyder, det er op til psykiatrien, siger Rune Nørgaard.
RITZAU