Togdrift blev indstillet ved Hedensted efter påkørsel
Tirsdag aften blev togdrift på strækning ved Hedensted Station indstillet i tre timer efter en personpåkørsel.

Tirsdag aften blev togdrift på strækning ved Hedensted Station indstillet i tre timer efter en personpåkørsel.

Politi og øvrige myndigheder har forladt Hedensted Station efter en personpåkørsel tirsdag aften.
Det skriver Sydøstjyllands Politi natten til onsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.
Det nævnes ikke, om nogen er kommet til skade i forbindelse med påkørslen.
- Togtrafikken kører igen fra og til Hedensted Station. Politi og øvrige myndigheder er færdige med arbejdet på stedet, skriver Sydøstjyllands Politi klokken 02.14.
- Vi har ikke yderligere oplysninger for nuværende, lyder det videre.
Al togdrift blev tirsdag aften indstillet på strækningen omkring Hedensted Station, efter at Sydøstjyllands Politi klokken 22.58 meddelte, at der var sket en personpåkørsel.
Det fremstår uklart, om personpåkørslen omfatter en eller flere personer.
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi.
DSB skrev klokken 23.00 på sin hjemmeside, at togdriften mellem Fredericia og Aarhus H var indstillet, og at der blev arbejdet på at skaffe togbusser.
Natten til onsdag er der ingen akutte ændringer i togdriften, fremgår det på hjemmeside.
Hedensted ligger i det sydøstlige Jylland mellem Vejle og Horsens.
/ritzau/