DSB kan genoptage togdriften mellem Skodsborg og Nivå. Det er meldingen fra DSB's pressevagt lørdag klokken 15.30.

Det sker, efter at togene tidligere på eftermiddagen blev indstillet på strækningen grundet en personpåkørsel ved Rungsted Kyst.

DSB oplyste efterfølgende, at man ville indsætte togbusser på strækningen mellem Skodsborg Station og Nivå Station.

Nordsjællands Politi oplyste tidligere på dagen, at man var på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved påkørslen.

Disse undersøgelser er lørdag ved 15.30-tiden afsluttet, hvorfor der igen kan køre tog.

Der kan dog være forsinkelser, og derfor er det en god idé at tjekke Rejseplanen, lyder rådet fra DSB's pressevagt.

/ritzau/