To personer, der er sigtet for grov vold med døden til følge mod et toårigt barn, er torsdag blevet løsladt af anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Barnet døde 14. december 2024. Politiet indledte samme dag en efterforskning, der førte til, at en 54-årig kvinde og en 30-årig mand blev anholdt.

De er sigtet for dødsvold mod barnet, og siden 9. januar 2025 har de været varetægtsfængslet.

Men ikke længere. Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke længere er grundlag for, at de skal sidde fængslet.

Selv om de torsdag blev sat på fri fod, er de fortsat sigtet i sagen, og anklagemyndigheden forventer at have taget stilling til tiltalespørgsmålet inden længe, fremgår det.

Ifølge JydskeVestkysten var den lille dreng anbragt, og det er plejemoren og en mand, der boede sammen med hende, der er sigtet for den dødelige vold, skriver mediet.

Den toårige dreng havde angiveligt fået slag mod hovedet med et ukendt redskab, og han døde af kraniebrud og blødninger under hjernehinden, har JydskeVestkysten tidligere skrevet.

Plejemoren har også været ansat i en kommunes afdeling for børn og familie, skriver mediet. Det fremgår dog ikke, hvad hendes stilling har været.

/ritzau/