To personer er kommet til skade i forbindelse med, at der onsdag udbrød brand i et autoværksted på Speditørvej i København onsdag eftermiddag.
Det oplyser Dyre Sønnichsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.
De tilskadekomne er to mænd på 32 og 36 år.
Vagtchefen oplyser, at de begge er uden for livsfare, men at han endnu ikke kender til omfanget af deres skader.
Under branden skete der også en eksplosion på værkstedet.
Det skyldes, at en gasflaske blev varmet tilpas op af flammerne, hvorefter den eksploderede.
Brandvæsenet har været til stede ved værkstedet, men har forladt stedet.
Dyre Sønnichsen fortæller, at branden var slukket klokken 14.07, hvorefter brandvæsnet arbejdede med efterslukning frem til klokken 16.10.
Det er endnu uvist, hvad årsagen er til, at branden opstod.
Dette vil politiet undersøge torsdag, når det er blevet lyst, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 13.14.
Vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Johnsen har oplyst, at det brændte voldsomt, da brandfolkene nåede frem.
/ritzau/
