En 37-årig kvinde og en 41-årig mand er kommet til skade efter at være blevet stukket med kniv i Esbjerg torsdag eftermiddag.

Kort efter episoden anholdt politiet en 29-årig mand tæt på gerningsstedet.

Det skriver Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 41-årige mand er kommet alvorligt til skade, men er uden for livsfare. Manden er indlagt efter knivstikket. Kvinden er lettere tilskadekommen.

Ifølge politiets oplysninger havde de tre involverede personer en indbyrdes relation.

Tidligt torsdag aften har politiet derfor spærret krydset ved Grådybet og Gl. Vardevej i Esbjerg i forbindelse med efterforskningen.

/ritzau/