To personer anholdt efter slag og spark mod buschauffør
En 56-årig buschauffør blev onsdag aften slået og sparket, da han forsøgte at smide to passagerer af bussen.

En 56-årig buschauffør blev onsdag aften slået og sparket, da han forsøgte at smide to passagerer af bussen.

To mænd er blevet anholdt, efter at de onsdag aften overfaldt en buschauffør med slag og spark i byen Hald, der ligger nord for Randers.
Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup torsdag morgen.
Politiet modtog anmeldelsen fra den 56-årige buschauffør, der kørte i bus 237 mellem Randers og Hadsund, klokken 23.11.
- De to mænd var meget påvirkede, da de blev samlet op, og råbte op i bussen og råbte skældsord efter chaufføren, fortæller vagtchefen.
Buschaufføren påtalte adfærden og bad de to mænd forlade bussen.
- De kunne ikke helt selv finde ud af at komme af bussen, så buschaufføren blev nødt til at rejse sig op og hjælpe dem af bussen. Det var der, hvor overfaldet begyndte, siger Mikkel Møldrup.
Efterfølgende kom buschaufføren i sikkerhed i bussen, hvorfra han ringede til alarmcentralen.
- Buschaufføren fik knubs i forbindelse med overfaldet. Jeg er ikke klar over, om han har været forbi skadestuen, siger vagtchefen.
Kort efter anmeldelsen kunne politiet anholde de to mænd, der begge er 22 år, i området omkring Hald.
- Vi sigter de to mænd for vold mod nogen i offentlig tjeneste, da det er en kommunal rute, buschaufføren kører, siger vagtchefen.
Der vil i løbet af torsdag blive taget stilling til, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
RITZAU