Opdateret klokken 21:15 efter at de to mænd er blevet anholdt.

To unge mænd, der tirsdag eftermiddag flygtede fra den sikrede institution Stevnsfortet, er blevet anholdt.

Politiet var til stede i området ved Stevns, hvor man aktivt ledte efter de to, der er henholdsvis 17 og 18 år gamle.

»Ser du den ene/dem, så ring 114 med det samme. Vi er til stede i Stevns i øjeblikket og leder aktivt efter dem begge,« lød det fra Midt- og Vestsjællands politi på Twitter tirsdag eftermiddag.

De to personer skulle have været iklædt mørkt tøj, og flere borgere har allerede rettet henvendelse til politiet, lyder det videre.

Stevnsfortet er en sikret døgninstitution for unge mellem 12 og 18 år, der ligger i en tidligere søværnskasserne. Der kommer omkring 70 unge om året, og ifølge skolens hjemmeside er der 10 pladser.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands politi sagde til Ekstra Bladet, at man ikke anså de to mænd som værende »en aktiv trussel mod andre mennesker«.

 

Klokken 21:07 kunne Midt- og Vestsjællands Politi så skrive på Twitter, at man havde anholdt de to undslupne mænd igen.

Det skyldes blandt andet de mange henvendelser fra borgerne i Stevns Kommune, lyder det.