To yngre mænd, der kom gående hånd i hånd i Roskilde natten til søndag, blev begge slået i hovedet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Slagene var ifølge politiet umotiverede, og den ene af de to mænd faldt til jorden, da han var blevet slået.

Politiet fik anmeldelsen klokken 04.37, og hændelsen skete på Jernbanegade i Roskilde.

Inden slagene faldt, kom en gruppe af mænd gående mod dem og spurgte, om de to var homoseksuelle. Derefter slog en af mændene fra gruppen de to mænd i ansigtet med knyttet hånd.

Gruppen forlod efterfølgende stedet.

Gerningsmanden i sagen beskrives som lys i huden, almindelig af bygning, iført sort trøje, sorte bukser og sorte sko.

Politiet vil gerne høre fra vidner og indhenter desuden overvågning fra kameraer i området.

Hændelsen beskrives af politiet som en hadforbrydelse.

En hadforbrydelse er sager, hvor der både er en strafbar handling og et diskriminerende motiv bag handlingen.

Altså eksempelvis sager, hvor en gerningsmand vælger at slå en person, fordi vedkommende er homoseksuel.

Det kan være en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straf, hvis en forbrydelse er hadmotiveret.

RITZAU