To mænd stjal rullestillads og kørte væk på elløbehjul
Fyns Politi hører gerne fra vidner, der har set mænd på elløbehjul køre afsted med et rullestillads.
Fyns Politi hører gerne fra vidner, der har set mænd på elløbehjul køre afsted med et rullestillads.
Borgere i Odense, der var vågne natten til tirsdag, kan have bevidnet noget sælsomt omkring havnen.
Herfra stjal to mænd et rullestillads fra en byggeplads, og så stillede de sig ellers op på hver sit elløbehjul og kørte fra stedet med stilladset.
Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport onsdag.
Det var tirsdag omkring klokken 03.30, at de ubudne gæster tog stilladset fra vejen Promenadebyen, der er en del af et boligområde ved havnen. Der er en del byggearbejde i det område, oplyser politiet.
Af døgnrapporten fremgår det, at det er ét styk rullestillads, der er taget, men stilladsets størrelse er ikke angivet.
Det var et vidne, der havde set og hørt de to mænd stjæle stilladset, der anmeldte tyveriet til politiet.
Vidnet har beskrevet gerningsmand A som en mand på 35-45 år, der er 176-177 centimeter høj og udenlandsk af udseende. Han er kraftig af bygning, hvid i huden og med brunt hår.
Af yderligere kendetegn om ham er angivet, at han er rund/stor, karseklippet og talte engelsk med accent.
Gerningsmand B er beskrevet som en mand på 35-45 år, der er 158-170 centimeter høj og udenlandsk af udseende. Han er almindelig af bygning, er hvid i huden og har kort sort hår.
Hans vægt er vurderet til at være 65-70 kilo, og han talte engelsk med accent.
Ingen er onsdag formiddag anholdt i sagen, og Fyns Politi hører gerne fra vidner, oplyser Mads Boel, kommunikationsrådgiver i Fyns Politi.
- Vi hører gerne, hvis folk har set et rullestillads ligge og flyde et sted, eller hvis de har set to mandspersoner på hvert sit løbehjul med et rullestillads efter sig, siger han til Ritzau.
Han er ikke bekendt med, om begge mænd skulle have holdt fast i rullestilladset på vejen væk fra stedet.
De to gerningsmænd er formentlig kørt ind mod centrum via Åløkkeskoven.
RITZAU