To nordjyske mænd sigtet for brud på sanktioner mod Rusland
To mænd, der er sigtet for brud på handelssanktioner mod Rusland, er løsladt efter endt afhøring.

To mænd, der er sigtet for brud på handelssanktioner mod Rusland, er løsladt efter endt afhøring.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har onsdag anholdt og sigtet to mænd i en sag om brud på handelssanktioner mod Rusland. De er løsladt efter endt afhøring.
Det oplyser NSK på meddelelsestjenesten Politi Update.
Anholdelserne blev foretaget onsdag morgen i og omkring Aalborg. NSK har desuden foretaget flere ransagninger af ejendomme med relation til de anholdte mænd, der er henholdsvis 59 og 33 år.
De to mænd er fra Nordjylland.
NSK oplyser, at det ikke har flere oplysninger i sagen, og henviser til PET.
PET oplyser, at det har bistået NSK med onsdagens anholdelser, der er sket på baggrund af en længere efterforskning i PET.
- Rusland forsøger efter PET's vurdering at anskaffe produkter og teknologier fra og via Danmark, og sanktionerne mod Rusland er indført for at undgå, at Rusland opbygger sit militær, og for at svække de russiske muligheder på slagmarken i Ukraine, lyder det i en skriftlig udtalelse fra PET til Ritzau.
- Derfor tager PET det meget alvorligt, hvis danske virksomheder forsøger at omgå sanktionerne og ultimativt medvirker til at opbygge Ruslands militære styrke.
Ritzau har spurgt PET om nationaliteten på de to sigtede, om der er foretaget beslaglæggelse, og hvor længe efterretningstjenesten har efterforsket sagen.
Det ønsker PET ikke at svare på.
Det er heller ikke oplyst, hvilken virksomhed eller branche der er tale om.
Sagen er ikke den første om brud på de sanktioner, der blev indført mod Rusland, efter at landet invaderede Ukraine i februar 2022.
Eksempelvis blev virksomheden Alfa Laval i Kolding i oktober sidste år idømt en bøde på 100.000 kroner for sanktionsbrud.
Selskabet havde solgt reservedele til en centrifuge til en værdi på lidt over 500.000 kroner til et søsterselskab i Rusland.
Alfa Lavals direktør sagde, at overtrædelsen var sket som følge af en menneskelig fejl i forbindelse med en intern overførsel af produkter.
I juni sidste år kom det også frem, at malervarekoncernen Flügger var under efterforskning for brud på sanktioner.
I april oplyste NSK til Ritzau, at politienheden aktuelt havde 20 verserende sager om mulige overtrædelser af sanktionerne mod Rusland og Belarus.
RITZAU