To mænd fængslet for at have sat ild til hostel i Odense
Fattiggården i Odense, der i dag huser et hostel, brød fredag i brand. Lørdag blev to mænd anholdt i sagen.

Fattiggården i Odense, der i dag huser et hostel, brød fredag i brand. Lørdag blev to mænd anholdt i sagen.

To mænd er blevet sigtet for at have sat ild til Fattiggården i Odense, som fredag brød i brand.
Lørdag blev de anholdt af politiet, og søndag formiddag blev de fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Svendborg.
Her endte dommeren med at varetægtsfængsle dem i foreløbigt fire uger, fortæller anklager Christian Nielsen.
De to mænd, der begge er fra Polen, er henholdsvis 33 og 48 år.
- Begge mænd er sigtet for i forening at have sat ild på stedet, sagde vagtchef Johnny Müller inden retsmødet.
Fattiggården er ifølge Fyens Stiftstidende en bygning fra 1847, som ligger i Vindegade i det centrale Odense.
I dag huser den vandrerhjemmet Fattiggaarden Hostel, og flere personer måtte evakueres, da bygningen fredag brød i brand.
Der skete omfattende skader ved branden.
Begge mænd er blevet sigtet efter straffelovens grove bestemmelse om brandstiftelse.
Den tages blandt andet i brug, når man ved en brand har indset, at man sætter andres liv i fare.
De to polske mænd nægter sig skyldige, men ingen af dem protesterede mod at blive varetægtsfængslet.
Efter branden fortalte beredskabets indsatsleder til Fyens Stiftstidende, at to blev tilset af en ambulance efter branden, og at en person blev kørt til kontrol på hospitalet.
I grundlovsforhøret søndag afsagde dommeren en kendelse om dørlukning, og politiet har derfor umiddelbart ikke flere kommentarer til sagen.
RITZAU