En kvinde befandt sig i den pakistanske by Sarai Alamgir, da hun ved hjælp af en aflytning af en telefonsamtale fik viden om, at der angiveligt var planer om at slå hende ihjel.
To mænd er nu tiltalt for fra Albertslund og andre steder i Storkøbenhavn at have planlagt at dræbe kvinden og to andre personer, der befandt sig sammen med hende i Pakistan.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
I en ukendt periode op til 1. juli i år skal de to mænd have betalt ukendte medgerningsmænd for at optage billeder af det hus i den pakistanske by, hvor de tre tiltænkte ofre befandt sig.
Optagelserne skal efterfølgende være blevet sendt til andre ukendte medgerningsmænd, der havde indvilget i at udføre drabene mod betaling.
De ukendte medgerningsmænd kørte efterfølgende til huset i Sarai Alamgir med skarpladte skydevåben. De ventede i flere timer foran huset, uden at personerne kom til adressen.
Et af de tiltænkte ofre fik på grund af aflytning af en telefonsamtale mellem de tiltalte viden om drabsforsøget, hvorefter hun sammen med de to andre mål for drabsforsøget forlod huset, tog på hotel og efterfølgende rejste til Danmark.
På den måde blev de drab, som de to mænd er tiltalt for at planlægge, aldrig ført ud i livet.
De to mænd er i øjeblikket varetægtsfængslet i Vestre Fængsel.
Den ene tiltalte, en 37-årig mand, der ifølge Sjællandske Nyheder selv har pakistansk baggrund, blev varetægtsfængslet i starten af august.
I starten af september blev endnu en mand varetægtsfængslet. Han er 41 år.
Begge blev til at starte med sigtet for at have forsøgt at dræbe fire personer, men i tiltalen fremgår det, at tre personer skal have været mål for drabsplanerne.
Specialanklager i anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi Rasmus Kim Petersen siger, at politiet har vurderet, at den fjerde person ikke var mål for drabsplanerne.
Han oplyser også, at den 37-årige mand har en nær relation til den kvinde, der fik viden om drabsforsøget via en telefonaflytning.
Den 37-årige er ud over drabsforsøgene også tiltalt for at have været i besiddelse af en foldekniv og for at have ødelagt kvindens postkasse og for at have stjålet hendes husnøgle og skaffet sig adgang til hendes lejlighed.
Mændene nægter sig skyldige.
Sagen er endnu ikke berammet, men den skal efter planen føres som en nævningesag ved Retten i Glostrup.
I nævningesager går anklagemyndigheden efter seks års fængsel eller mere.
/ritzau/
