Når unge svenskere i foråret og sommeren 2024 blev sendt på drabsmissioner i Danmark, var det bagmænd gemt bag profiler på krypterede apps, som instruerede og planlagde, hvad der skulle ske.

To af dem var ifølge Københavns Politi mænd på henholdsvis 22 og 32 år, som torsdag sidder anklaget i Københavns Byret.

Her har retten taget hul på det første af i alt 22 retsmøder i den omfattende sag, hvor mændene nægter sig skyldige.

Den 22-årige er svensker. Han er iført en sort rullekrave og småsnakker med sin forsvarer, inden retsmødet begynder.

Den anden er irakisk statsborger, men behøver ingen tolk i retten. Han blev i juni anholdt i Dubai og efterfølgende udleveret til den danske retssag.

Anklager Alexander Scheel bruger torsdagens retsmøde på at præsentere sagen for dommere og nævninger.

Mændene er begge anklaget for at have planlagt fire drab på dansk jord og foranlediget, at unge svenskere rejste til Danmark og blev udstyret med pistoler, som skulle bruges til drab.

I alt er der tale om fem drabsplaner, men den 32-årige er kun anklaget i fire af sagerne.

Anklageren fremhæver, at det er en speciel sag. Der er næsten ingen vidner, for ingen skud nåede at blive affyret.

Til gengæld er der næsten 20.000 siders materiale - heriblandt en helt masse beskeder fra krypterede beskedapps som Signal.

- Vi er med helt inde i maskinrummet, siger Alexander Scheel.

Ifølge anklagemyndigheden gemte de tiltalte mænd sig bag aliasser som "Cervello", "Royal Copenhagen" og "Velo 2.0".

I en besked fremlagt i retten spørger "Cervello", om en 16-årig svensk dreng "kan skyde nogen i ansigtet".

- Ja, lyder svaret fra drengen, som senere er blevet dømt for drabsforsøg af landsretten.

Ifølge anklageskriftet bundede tre af drabsforsøgene angiveligt i en konflikt mellem på den ene side - en unavngiven gruppering omkring de tiltalte, som havde tilknytning til den svenske bande Rumba-netværket - og på den anden rockergrupperingen Comanches i Danmark.

Svenske drenge blev blandt andet hyret til at skulle skyde og dræbe Comanches-folk ved rockerklubbens hus i Brøndby.

Et fjerde drabsforsøg rettede sig mod en navngiven mand i Lind nær Herning. Her var det to svenske piger på 14 og 15 år, som var hyret ind.

De skulle - ifølge tiltalen - i aktion nær Herning den 10. juni sidste år. Til formålet var de blevet udstyret med en pistol.

I retten viser anklageren en video, som politiet har fundet i sagen, hvor de to piger viser drabsbestillerne, at de går rundt om mandens hus i flere minutter med en pistol.

- Man kan se pigerne kigge ind ad vinduet, siger Alexander Scheel og bemærker, at der ved huset holder en børnecykel.

Pigerne ringer også på døren, men ingen er hjemme.

Mens den ene af pigerne er for ung til retsforfølgelse, ventes den anden at skulle for retten på et senere tidspunkt.

Retssagen mod de to mænd ventes først afgjort til april.

/ritzau/