Listen over de ting, som politiet har beslaglagt hos tiltalte, er lang.
Men noget stikker ud.
I den celle, hvor manden fra Korsør har siddet varetægtsfængslet, har politiet fundet to håndskrevne noveller.
De handler – efter anklagerens opfattelse – om fantasier om voldtægt og mishandling af unge kvinder.
Det fortæller anklager Susanne Bluhm i slutningen i Retten i Næstved, hvor hun snart er færdig med at forelægge de forskellige forhold i Korsørsagen.
»Der er tale om tekster, som tiltalte har skrevet, mens han har været varetægtsfængslet, som omhandler fantasier om kidnapning af unge kvinder, voldtægt af unge kvinder og mishandling af dem,« siger Susanne Bluhm.
Senere i retssagen vil hun også komme ind på lighedspunkter mellem teksterne og de forbrydelser, som tiltalte er anklaget for.
Det er han tiltalt for
De håndskrevne noveller bliver bragt op tirsdag formiddag, hvor Retten i Næstved netop har taget hul på en alvorlig retssag.
Her mener anklagemyndigheden at kunne bevise, at manden fra Korsør står bag en række forbrydelser.
Han anklages blandt andet for:
At have bortført, voldtaget og dræbt den 17-årige Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør Station i sommeren 2016.
At have truet en 15-årig pige fra en efterskole i Sorø i november 2022 med kniv og efterfølgende forsøgt at frihedsberøve hende med henblik på voldtægt.
At have påkørt og bortført en 13-årig pige fra Kirkerup i april 2023, da hun cyklede på sin avisrute. Pigen blev dernæst holdt fanget i mere end et døgn og udsat for blandt andet voldtægt, grov vold og forsøg på drab.
Han nægter sig skyldig i de forhold, der omhandler Emilie Meng og efterskoleeleven, og har delvist erkendt forholdene omkring den 13-årige.
Han nægter dog blandt andet drabsforsøg og fuldbyrdet voldtægt.
Læs, hvordan Berlingske dækker sagen, her.