Opdateret

To er kommet kritisk til skade i trafikulykke på Djursland

Torsdag eftermiddag er tre personer kommet til skade i en ulykke på Djursland. To er i kritisk tilstand.

Østjyllands Politi oplyser, at flere er kommet til skade i en trafikulykke på Djursland. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre personer er kommet til skade i forbindelse med en færdselsulykke på Djursland. To af de tilskadekomne er i kritisk tilstand.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Hermann til Ritzau.

- Det er to biler, der er kørt sammen. Der sad en kvinde i den ene bil og en kvinde og en mand i den anden bil, siger han.

Alle tre involverede er kommet til skade.

- To af dem er kørt på hospitalet i kritisk tilstand, og en er kørt på skadestuen, siger vagtchefen.

De to, der er kritisk tilskadekomne, er stabile, fortæller han.

Ulykken fandt sted på rute 15 nær Flintbakken, og politiet modtog anmeldelsen klokken 13.36.

Michael Hermann fortæller, at ulykken skete, da den ene bil kørte ind i siden på den anden bil, men han kender ikke de nærmere omstændigheder. En bilinspektør skal være med til at undersøge ulykken.

Også Beredskab og Sikkerhed rykkede ud til stedet.

- Vores opgave bestod i at hjælpe med at hive folk ud af bilerne, siger Steen Bøje, der er indsatsleder hos Beredskab og Sikkerhed, til TV2 Østjylland.

Politiet oplyser, at alle pårørende endnu ikke er underrettet.

/ritzau/