Tiltalte undgik al øjenkontakt, men en fortalelse gav indblik i det, vi ikke må se

På første retsdag i Korsør-sagen sad tiltalte ansigt til ansigt med det, han erkender, og det overfald på en pige og drabet på Emilie Meng, som politiet beskylder ham for. Han undgik enhver øjenkontakt og vendte sig bort fra presse og pårørende. Men med en enkelt formulering gav han uforvarende måske et dybere indblik i det, som ingen må se.

Det var ikke kun øjeblikkets forløsning, men mange års intens efterforskning, der kulminerede klokken 14.48 16. april sidste år, da politiet stormede den tiltaltes parcelhus i Svenstrup ved Korsør. Ikke nok med at de fandt den 13-årige pige, der 27 timer tidligere var forsvundet fra sin avisrute ved Kirkerup. De fandt også noget andet.

Det helt specifikke spor, som politiet ifølge Berlingskes oplysninger i årevis har jagtet mere end alt andet i sagen om drabet på Emilie Meng.