Tiltale: Signal-profil dikterede 18 timers frihedsberøvelse

Seks personer er tiltalt for at have udsat 30-årig kvinde for frihedsberøvelse i og omkring Hvidovre i marts.

Det var politiet, der i marts befriede end kvinde i 30'erne fra en mere end 18 timer lang frihedsberøvelse, som seks personer nu er tiltalt for at medvirke til. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det var tilsyneladende en anholdelse og politiets konfiskation af kontanter og nogle euforiserende stoffer, der førte til en 18 timer lang frihedsberøvelse af en kvinde i 30'erne i marts.

Det fremgår af et anklageskrift i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Seks personer er tiltalt for medvirken til kvalificeret frihedsberøvelse, mens en af de seks personer også er tiltalt for vold og voldtægt mod kvinden.

I anklageskriftet, der detaljeret gennemgår forløbet omkring anholdelsen og politiets befrielse af kvinden omkring et døgn senere, fremgår det, at kvinden blev anholdt 7. marts klokken 18.12.

Under anholdelsen beslaglagde politiet 33.300 kroner, 100 euro samt kokain og ketamin. Kvinden blev løsladt kort inden klokken 20.00.

Efter løsladelsen ringede kvinden til en anden kvinde, der er tiltalt i sagen, og fortalte om anholdelsen.

Den tiltalte kvinde hentede den forurettede omkring klokken 23.00.

Kort efter mødtes de to kvinder med to mænd, der også er tiltalte i sagen.

Samtidig blev den forurettede kvinde kontaktet på den krypterede beskedtjeneste Signal og truet af en person, der gik under navnene "Jimmytheman" og "elcapone" på grund af de penge, hun havde mistet.

I anklageskriftet fremgår det, at det ikke er lykkedes politiet at finde ud af, hvem der gemmer sig bag Signal-profilen.

Kvinden blev bragt til en af de tiltaltes bopæl, hvor hun blandt andet blev beskyldt for at have løjet om anholdelsen og taget pengene til sig selv.

I løbet af natten til 8. marts kørte to andre tiltalte en tur med den forurettede. Mens de opholdt sig i et grønt område, kom der et opkald fra den uidentificerede Signal-profil, hvori det lød, at kvinden skulle trampes i ansigtet, og at hun ikke skulle hjem de næste tre dage.

Efterfølgende blev kvinden kørt tilbage til lejligheden.

Mens frihedsberøvelsen stod på, opsøgte den kvindelige tiltalte den forurettede kvindes far og stedmor i et forsøg på at få dem til at betale 100.000 kroner for at kvinden blev sat fri.

Ifølge anklageskriftet klippede en af de tiltalte - en 32-årig mand - håret af den forurettede kvinde, slog hende med flad hånd i ansigtet og bed hende i overarmen. Det skete under instruktion fra Signal-profilen.

Flere gange under frihedsberøvelsen udsatte den 32-årige kvinden for voldtægt, fremgår det af anklageskriftet.

Den 8. marts klokken 17.40 blev kvinden befriet af politiet efter mere end 18 timers frihedsberøvelse.

Sagen skal behandles i Retten i Glostrup. Det vides ikke hvornår.

/ritzau/