En 38-årig rumænsk mand er tiltalt for 106 tilfælde af afpresning og trusler.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Ifølge anklageskriftet har manden i mange tilfælde ringet til personer og truet dem til at overføre penge via MobilePay og bankoverførsler.

I flere tilfælde er ofrene blevet truet med, at gerningsmanden ville tage kontakt til offerets kæreste eller hustru og fortælle dem, at de havde været i kontakt med prostituerede.

Specialanklager Katrine Klausen fra Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at udgangspunktet for sagen er, at ofrene har haft kontakt eller forsøgt at få kontakt til prostituerede.

I anklageskriftet fremgår det også, at den rumænske mand i mange tilfælde har sagt, at han var en del af Hells Angels.

- Jeg ringer fra Hells Angels. Jeg ringer, fordi du har begået en fejl med en pige - en escortpige - for et par dage siden, og du skal betale nogle penge for det, fordi du spilder hendes tid, sagde den tiltalte i et tilfælde på engelsk til et offer.

I det forhold overførte offeret 10.000 kroner via MobilePay.

I nogle af forholdene bliver ofrene truet med, at ofrenes pårørende ville blive gjort bekendt med, at offeret havde chattet eller forsøgt at lave aftale med en prostitueret.

I andre tilfælde er ofrene blevet truet med vold. I flere tilfælde er ofrene blevet truet med, at der ville komme rockere fra Hells Angels til ofrenes adresse.

Anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation af i alt 660.000 kroner. Det er penge, der er sikret i kontakter i forbindelse med en ransagning.

Desuden tages der fra anklagemyndigheden forbehold for påstand om udvisning af den rumænske mand.

Sagen indledes ved Retten i Aarhus 25. september. Der er afsat i alt 11 dage til sagen, som der ventes at falde dom i 19. december.

/ritzau/