Ti personer er ofre i en sag om vold, ydmygelse og påstået selvtægt.

Og fem mænd samt en kvinde er tiltalt for i forskelligt omfang at have deltaget i grov vold, ulovlig tvang og forsøg på frihedsberøvelse.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i. Sagen behandles ved Retten i Glostrup til foråret.

Mellem juli 2024 og maj 2025 blev ti personer udsat for grove overfald forskellige steder på Sjælland.

Overfaldene, der ifølge anklageskriftet indebar både slag, spark og i nogle tilfælde også trusler, blev filmet og delt på en profil med navnet Pedo Hunting Danmark på beskedtjenesten Telegram og på det sociale medie Instagram på en profil med et lignende navn.

Pedo hunting er engelsk og betyder pædofiljagt.

I juli sidste år advarede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om et nyt selvtægtsfænomen. I perioden op til advarslen havde politiet set en række sager med videoer på internettet, hvor mænd blev hængt ud som pædofile og overfaldet.

Personerne bag videoerne blev beskrevet som en del af et selvtægtsnetværk, der kaldte sig "Pedo Hunters Danmark".

10. april i år bekræftede NSK over for Radio IIII, at selvtægtsgruppen igen var aktiv, efter at have været inaktiv i en periode.

Aftenen efter gennemførte fem af sagens tiltalte ifølge anklageskriftet et overfald på en mand. Under overfaldet blev manden slået, sparket og trampet på, mens de tiltalte udtalte "dit fucking pædosvin".

7. juni sidste år kontaktede de seks tiltalte i sagen, der er mellem 18 og 29 år, ifølge anklageskriftet flere unavngivne personer.

Hensigten med kontakten var at lave en aftale om at mødes med en af personerne og frihedsberøve vedkommende og tvinge personen til at lade sig interviewe til en kanal på YouTube med det formål, at personen skulle udstilles som pædofil.

Det skulle være sket i området ved Vestskoven i Albertslund, men blev aldrig ført ud i livet.

Fem af de tiltalte blev nemlig anholdt af politiet, da de var på vej til at gennemføre planen. Den sjette tiltalte glemte ifølge anklageskriftet at møde op.

Da de fem anholdte dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede de sig skyldige og sagde, at de var pædofiljægere.

Fem af sagens personer er tiltalt for flere overfald, mens den sjette kun er tiltalt for at have deltaget i forsøget på frihedsberøvelse 7. juni.

I anklageskriftet fremgår det ikke, hvordan de tiltalte fik ofrene til at mødes med dem.

Sagen mod de seks indledes 16. marts næste år og behandles over 13 dage i Retten i Glostrup.

/ritzau/