En 12-årig pige ringede en eftermiddag i maj sidste år til alarmcentralen. Hun befandt sig i en parkeret bil på Novembervej i Søborg, hvor hendes 35-årige onkel netop var blevet skudt.

Den 35-årige afgik ved døden to dage efter skudepisoden som følge af sine skader. Han havde skudlæsioner i hovedet, brystet og låret.

Mandag sidder fire mænd i alderen 25 til 36 år tiltalt for drabet i en nævningesag i Retten i Glostrup.

Derudover er de tiltalt for drabsforsøg på den 12-årige, der befandt sig i bilen under skudepisoden.

Samtlige tiltalte i sagen nægter sig skyldige.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de fire tiltalte i forening planlagde og udførte drabet på den 35-årige.

- Vi mener, at den afdøde blev lokket i et baghold og likvideret på klos hold, siger specialanklager Cecilie Swartz Bak.

Hertil lyder det, at man mener, skudepisoden skete som led i narkokriminalitet.

Under politiets efterforskning af den afdødes bil blev der fundet en plade hash, som anklagemyndigheden mener, han troede, han skulle sælge den dag, han blev skudt.

Ifølge Cecilie Swartz Bak har de fire tiltalte haft forskellige roller i sagen.

Man mener, at den 27-årige stod for at betale og instruere sine medtiltalte i forbindelse med drabet.

Under en ransagning af den 28-åriges kærestes bopæl finder man nemlig en telefon i et pengeskab.

Telefonen har beskedtjenesten Signal, hvor der er beskeder mellem den 28-årige og en profil, anklageren mener, er den 27-årige medtiltaltes.

En af beskederne er fra kort efter skudepisoden og forklarede, hvad den 28-årige skulle gøre.

- Hvis du har mulighed for det, så smid værktøjet i havet. Men sprit det af for fingeraftryk inden, stod der blandt andet i beskederne.

Ifølge anklageren var det den 28-årige, der skød mindst seks skud mod den parkerede bil på Novembervej. Den 25-årige havde angiveligt peget sin pistol mod den 12-årige pige.

Derudover skulle den 36-årige tiltalte have kørt flugtbilen med de to gerningsmænd væk fra stedet.

Manden, som er taxachauffør, erkender at have kørt de to medtiltalte, men nægter at have haft kendskab til drabet.

Der er i alt afsat 11 retsdage til sagen, og det er forventningen, at der falder dom 26. november.

RITZAU