Mens bryllupsgæster var samlet for at fejre kærligheden, blev deres hjem forskellige steder i København målrettet opsøgt af tyveknægte og tømt for værdier.

I forbindelse med to bryllupper sidste år blev kontanter og smykker for mere end en million kroner stjålet fra flere af bryllupsgæsternes hjem.

I Københavns Byret sidder tre mænd på 26, 33 og 36 år torsdag tiltalt for i alt fire indbrud og otte mislykkede indbrudsforsøg. Den 33-årige er desuden tiltalt for at besidde omkring knap to kilo hash.

Den 26-årige og 36-årige nægter sig skyldige i alle forhold, hvorimod den 33-årige erkender tre af indbruddene og besiddelse af hash. Han er dog ikke enig i beløbet, der er blevet stjålet for, som han mener, er mindre.

Den 33-årige fortæller i retten, at en person, som skyldte ham penge, gav ham adresser på bryllupsgæster, hvor der angiveligt befandt sig kontanter og smykker.

Den tiltalte fortæller, at hans meddeler selv deltog i de pågældende bryllupper, og at adresserne var på meddelerens familiemedlemmer og bekendte.

Den 33-årige vil ikke oplyse navnet på personen, som gav ham adresserne.

Efter at have fået oplyst adresserne hvervede den tiltalte tre ”pålidelige” mennesker til at begå indbrud for ham, lyder det.

- Jeg har været med og til stede, men jeg har ikke været inde i lejlighederne. Jeg har bare orkestreret det, forklarer den 33-årige.

Anklagemyndigheden har dog en anden formodning om, hvordan de tiltalte er kommet i besiddelse af adresserne, lyder det fra anklager Cansü Özden i pausen.

Bevisførelsen fortsætter i løbet af de kommende uger, og den 29. september skal anklageren efter planen procedere og samle op på sagens beviser. Her vil hun også præsentere sin version af, hvad der er sket, over for retten.

Anklagemyndigheden har desuden krævet den 26-årige og 36-årige udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

RITZAU