Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod en 17-årig dansk dreng i forbindelse med en dødsulykke på Roskildevej, hvor en 65-årig mand blev påkørt og mistede livet.
Drengen var ifølge anklagemyndigheden påvirket af cannabis, da ulykken skete, og han er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge anklagemyndigheden var drengen også påvirket af lattergas, og han er derudover tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse, fordi yderligere en person kom til skade ved ulykken.
Ulykken skete 19. august ved en parkeringslomme foran babyudstyrsvarehuset BabySam på Roskildevej i Valby i København.
Her var den 65-årige mand sammen med sin gravide svigerdatter ved at læsse en barnevogn ind i en bil, da en Porsche med den 17-årige bag rattet kørte ind i dem.
Den 65-årige afgik ved døden, mens svigerdatteren fik skader på sit ene ben.
Københavns Politi oplyser, at drengen ud over de alvorlige straffelovsovertrædelser er tiltalt for en række overtrædelser af færdselsloven og for at have været i besiddelse af lattergas.
Drengen har siddet varetægtsfængslet siden ulykken og har hele vejen gennem forløbet nægtet sig skyldig i forhold til sigtelsen for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Hvor et uagtsomt manddrab almindeligvis straffes med en bøde eller en kortere og ofte betinget fængselsstraf, ser det ganske anderledes ud, når der er tale om de såkaldt særligt skærpende omstændigheder.
I sådanne tilfælde vil straffen nemlig typisk ligge på flere års fængsel, efter at lovgivningen på netop dette område i de senere år er blevet strammet flere gange.
Formuleringen "særligt skærpende omstændigheder" bruges i praksis i forbindelse med bilister, der har været påvirket af alkohol, stoffer eller lignende, eller som har kørt særligt hensynsløst.
Det ligger endnu ikke fast, hvornår sagen bliver behandlet ved Retten på Frederiksberg.
/ritzau/